132 / 134
132
Tjaalehvuekieh
Den dag skibet kom
den nat de førstefødte skulle udryddes
Kikkede jeg tit på døren
om der skulle være sat et mærke af sælblod
Men den nat blæste der en stærk syd-øst
og det styrtede ned
Mærket var sikkert skyllet væk
Da de roede meg ud til skibet
håbede jeg at vædderen skulle dukke op
Engelen viste sig heller ikke
Mon hun havde hørt mig?
Da jeg endelig havde bruk for hende
holdt hun sig meget langt væk
Siden drypper det fra ofringens sår
Såret heles aldrig
Det er evig betændt
Mange fuldbyrdede selv ofringen
Deres blod drypper stadig
Når nordlysene bli’r røde
dækkes himlen af deres blod
Når vinden tuder
hører vi deres gråd
af hjemlængsel
Tjiehtesegærjeste
Glamhuller
. Atuakkiorfik, Nuuk 1993.